Montageformer

Montageformerne beskriver, hvordan man klipper (monterer) visuelle forløb sammen i helheder og narrative forløb. Montageformerne beskriver primært forløbsæstetik i modsætning til enkeltbilledeæstetik, der beskriver det enkelte billedes komposition og stiludtryk. Montageformerne er første gang beskrevet i forbindelse med de tidlige stumfilm i 1920erne. Det er primært de russiske formalister med instruktøren Sergej Eisenstein i spidsen, som er de første der beskriver og anvender montageprincipperne og bruger begrebet montage. Montageformerne er senere beskrevet i talrige forskellige udlægninger, bl.a. af  Vsevolod Pudovkin, en af de første russiske filmteoretikere.

4 montageformer

Montageformerne beskriver 4  overordnede montageprincipper, som alle typer levende billeder er organiseret efter uanset om det er fiktion eller fakta. Det skal pointeres, at disse 4 montageprincipper ikke direkte er udviklet af de russiske formalister men et resultat af beskrivelser af filmklipning, dramaturgi og organisering af narrative forløb. De 4 montageprincipper anvendes i forbindelse med udvikling af historien på treatment- og manusplan under pre-produktonen, i forbindelse med selve produktionen og i post-produktion, hvor indholdet organiseres og klippes til det færdige medieprodukt.

De 4 montageprincipper eller montageformer er:

1) Den tematiske montage

Den tematiske montage er karakteriseret ved, at billederne indeholder og udtrykker et indholds- eller stilmæssigt fællesskab, fra indstilling til indstilling og fra scene til scene. Fællesskabet er ikke en fortællemæssig logik, men derimod noget tematisk. Indholdet af billederne beskriver en stemning, et miljø, et bestemt landskab (geografi) og ofte et indhold der er defineret skarpt i forhold til genren. Det kan f.eks. være i forbindelse med en westerns begyndelse. Her ser vi ørknen, derefter ser vi en kaktus, herefter en solnedgang, derefter en busk der blæser igennem billedet. Alle billederne beskriver det samme tema, ørknen. Rækkefølgende er ligegyldig. Det vil sige, at instruktøren kan bytte om på rækkefølgen af billederne uden at meningen forsvinder. Hvis vi skal bruge en allegori som alfabetet, er rækkefølgende ikke bestemt af et overordnet system, A, K, L, B, I, C, D, H. Dette i modsætning til det 2) montageprincip, den sekventielle montage.

2) Den sekventielle montage

Den sekventielle montage er i modsætning til den tematiske montage karakteriseret ved, at her skal alle indstillingerne og scenerne forholde sig til en overordnede fortællemæssig logik. Der er altså kun een rækkefølge. der kan godt være spring i tid og rum, men rækkefølgen kan kun iscenesættes på een måde. Et eksempel: En mand pakker en sportstaske på sit køkkenbord. Han lægger en pistol, en maske og en lærredstaske ned i sportstasken. Han sætter sig ind i sin bil og kører ind til byen. Han stopper på en parkeringsplads i nærheden af en bank. Han sidder og tager mod til sig. Han tager huen på, lader pistolen, forlader bilen og går ind i banken. Her dækker han ansigtet med huen springer op på disken og skriger. “Hit med pengene”! Som det kan ses af denne handling er der en bestemt rækkefølge, Der er sprunget i tid og rum. Vi ser ikke manden gå ned af trappen og vi ser ham heller ikke køre 5 kilometer hen til banken. Handlingen kan kun sættes sammen på een måde, altså…. A, B, C, D …. J, K, L O… Q, R, S … osv.

3) Den parallelle montage

Her er der tale om to sekventielle montager som der klippes imellem. Det kan være i den direkte og aktuelle handling. F.eks. en biljagt, hvor der klippes imellem forbryderne i den ene bil og politiet i den anden. Det kan også være to handlinger, der parallelt udvikler sig undervejs i den samlede handling. Den parallelle montage vil ofte være kendetegnet ved, at begge handlinger mødes afsluttende i samme tid og rum. I forhold til alfabetet er det A, A1,B,B1,C,C1. Der er altså tale om to sekventielle forløb, der udvikler sig parallelt.

4) Den metriske montage

Den metriske montage kan både være tematisk og/eller sekventiel. Det som kendetegner den metriske montage er, at noget rytmisk bestemmer, hvordan det viste skal opfattes. Det er helt almindeligt i en musikvideo, hvor det rytmiske i musikken har stor indflydelse på det fortalte og den måde der klippes på. Men det kan også være i selve handlingens karakter, at det metriske opstår. Det kan være noget handlingsmæssigt, som f.eks. hastigheden på bevægelserne hos skuespillerne i et bestemt handling, som bestemmer hvordan indstillinger klippes sammen og hvordan det samlet udtryk bliver. En af de første filmhistoriske, metriske scener er trappescenen i Eisensteins berømte film: Panserkrydseren Potemkim. Her klippes der hurtigere og hurtigere i direkte relation til handlingens drama og hastigheden på den famøse barnevogn der kører ned af trappen med det stakkels uskyldige barn. Her kan alfabetet illustrere princippet således. A…..B…..C…D..E..F. Der vil ofte, (ikke altid), være tale om et sekventielt forløb, når man anvender metrik som montageprincip.

 

We will be happy to hear your thoughts

Skriv et svar