Berettermodellen i fiktion

Berettermodellen (Kilde: Ola Olsson) er baseret på en klassisk dramamodel rettet imod fiktion. Berettermodellen eller Hollywoodmodellen viser, hvordan handling organiseres i relationen mellem tid og spænding, fra fiktionens begyndelse til fiktionens slutning. Berettermodellen fortæller i modsætning til aktantmodellen om det narrative forløb over tid, men ikke om de medvirkende personers interne relationer eller konflikter. Berettermodellen ser enkel ud, men er meget vanskelig at arbejde med, fordi modellen ikke alene beskriver det velorganiserede fiktive forløb, men også helt afgørende trin i et dramaturgisk forløb, som er afhængig af plotudvikling, karakterernes indbyrdes spil, det narrative forløb og den måde viden tilbageholdes og forløses for publikum. Det er en udbredt misforståelse imellem lærere og studerende, at modellen er “lige til at gå til” i analyse- og produktionssammenhæng. Det er slet ikke tilfældet.

Instruktøren er nødsaget til arbejde meget målrettet med aktantmodellen, karakterudviklingen og handlingens talrige set up og pay off, før berettermodellen kan anvendes optimalt. Berettermodellen giver kun et oversigtsbillede af væsentlige handlingselementer og forløbets relation til tid og spænding.

Det er almindeligt, at modellens karakteristiske grafiske udtryk (elefanten) langt fra opnås i de første fiktionsproduktioner. Modellen bliver flad, hvilket betyder, at forløbet bliver udramatisk og kedeligt. Det er illustreret i modellen med den røde linie.

Tids- og spændingsaksen

Berettermodellen beskriver indholdet i et fremadrettet forløb imellem en tids- og spændingsakse.

Berettermodellen-JK-zoomboom.dk

Berettermodellens forskellige temaer (begyndelse, anslag, præsentation, handlingsudvikling, PON, kulmination og udtoning) skal overvejes under preproduktionen. Instruktøren skal disponere, organisere og planlægge handling i relation til berettermodellens temaer. Det betyder, at seeren oplever indholdet gradvist forløst med stigende grad af spænding og drama. Det er vigtigt, at handlingen udvikler sig dramatisk over tid. Noget dramatisk afgørende sker undervejs flere gange i det narrative forløb. Personerne (karaktererne) udvikler sig synligt i forhold til dramaet og der er spring i tid og rum. Alt sammen narrative forhold, der skaber fremdrift og spænding.

En flad berettermodel

Det grafiske billede, der er gengivet i modellen med sort beskriver ideelt set intensiteten af spænding i forhold til tid. Modellen vil normalt se sådan ud for størstedelen af danske og udenlandske handlingsfilm. Hvis historien ikke har drama nok, eller handlingen bliver disponeret forkert, bliver spændingskurven flad (rød) og ujævn. Derfor er det vigtigt at historien er dramatisk og dramaet er handlingsorienteret. Handlingen skal være objektiv/visuel, ikke inde i de medvirkendes hoveder, men i fortællingens objektive rum.

Hovedpersonens udvikling

Hovedpersonen, (subjektet i relation til aktantmodellen), skal gennemleve/overleve en dramatisk handling imellem begyndelse og udtoning, hvor hovedpersonen konstant bliver udfordret, bragt i kritiske situationer, for til sidst via dramatisk løsning at lykkes med at skabe sig adgang til subjektet. Hovedpersonens karakter udvikler sig over berettermodellens væsentlige positioner. Hovedpersonen oplever stort kaos, fundamental forandring og kritiske handlingsmuligheder fra begyndelsen til udtoningen. Alt dette organiseres i berettermodellen med hjælp fra aktantmodellen.

Begyndelse, anslag og præsentation

Når berettermodellen bruges, skal alle modellens faser opfattes meget bogstaveligt. Begyndelsen beskriver indledende forhold der er væsentlig for historiens begyndelse. Tid og sted markeres. Anslaget kan være en dramatisk hændelse i subjektets liv på en bestemt dag, eller en situation, hvor hovedpersonen bliver låst og udsat for fare i en bestemt situation, som derefter er udgangspunkt for anslaget (det igangsættende moment) og den fremadrettede handling. I præsentationsdelen skal alle de medvirkende personer introduceres kort, og deres indbyrdes relationer skal markeres. Hvem er de, hvordan er deres indbyrdes relationer forbundet til handlingen, tiden, stedet og anslaget.  Hvem er hjælpere og modstandere i konflikten? De medvirkendes indbyrdes placering i konflikten skal beskrives og konflikten imellem dem skal igangsættes.

Vidensfald under konfliktoptrapning

Der kan være tale om vidensfald. (Lennard Højbjerg 1996:33) Vidensfald betyder, at instruktøren bevidst holder viden tilbage for seeren, for at skabe spænding eller overraskelse. Instruktøren fortæller ikke alt i begyndelsen af indslaget. Instruktøren venter med at afsløre vigtig handling til konfliktoptrapningen. Instruktøren bruger bestemt indhold som fortællemæssig ammunition.

Optrapning

Handlingen skal udvikle sig under det lange forløb under konfliktoptrapningen. Kurvens markante opadgående vinkel skal opfattes bogstaveligt, som stigende spænding i forhold til tid. Det vil sige, at relationerne mellem hovedperson og de øvrige aktanter skal udvikle sig mere og mere dramatisk. gerne i forskellige scener med mere og mere drama. Konflikten bliver tiltagende alvorlig for hovedpersonen. Seeren skal opleve handlingsudviklingen progressivt. Det bliver værre og værre eller farligere og farligere eller mere og mere ulideligt for hovedpersonen. Det er under konfliktoptrapningen, at tilbageholdt viden kan forløses strategisk i forhold til plottet.

Point of no return

(PON)The point of no return markerer det tidspunkt (ca. midtvejs) i handlingen under konfliktoptrapningen, hvor handlingen kun kan udvikle sig i een retning. Efter PON er der ikke tvivl om, i hvilken retning handlingen udvikler sig. Det betyder, at afgørende dramatiske oplevelser for subjektet bliver et resultat af logiske rækkefølger af tidligere handling. Det kan ikke blive anderledes for hovedpersonen (subjektet). Subjektets efterstræben af objektet kan fra nu af kun gå i en retning.

Handlingskulmination og udtoning

Handlingskulminationen skal have karakter af en kulmination. Noget væsentligt dramatisk sker afklarende (gerne larmende) under kulminationen. Nogen bliver skudt, dræbt, smidt ud af vinduer, skubbet ud over klipper eller andet dramatisk.Ved udtoningen skal de medvirkende og specielt subjektet have udviklet sig væsentligt fra det oprindelige udgangspunkt i begyndelsen. Seeren skal have en oplevelse af, at de medvirkendes liv er blevet radikalt anderledes. De medvirkendes liv har forandret sig dramatisk, og dette i udpræget grad for subjektets vedkommende.

Læs mere om Berettermodellen på Internettet

Læs denne artikel om 3 aktsstrukturen, som fint kan kombineres med berettermodellen.

Litteraturliste

Fortælleteori 1 – Audiovisuel Formidling, Lennard Højbjerg, Akademisk Forlag 1996, ISBN 87-500-3392-1

Realismen i dansk film, Birger Langkjær, Samfundslitteratur, 2013, ISBN: 978-87-593-1598-9

Film-Fortælling & Forførelse 2, om filmdramaturgi og manuskriptskrivning, Trine Breum, Forlaget Frydenlund 2004, ISBN 87-7887-093-3

Fokus, En grundbog i film tv video, Gyldendal Uddannelse, 2. udgave, 1. oplag 2002, Peter Katz og Henrik Poulsen, ISBN 87-02-00880-7

 

 

We will be happy to hear your thoughts

Skriv et svar