Berettermodellen er effektiv journalistisk dramaturgi

Berettermodellen er effektiv journalistisk dramaturgi

Berettermodellen er effektiv journalistisk dramaturgi. Berettermodellen er baseret på en klassisk dramamodel rettet imod fiktion, men berettermodellen kan bruges til organisering af faktaindhold i tv-indslag og film- og tv-dokumentarer. Uanset om indhold formidles i fiktion eller fakta, gælder det samme. Historien skal være dramatisk, indeholde udvikling og forskellige grader af spænding. Forskellen på at bruge berettermodellen på fakta og fiktion er, at faktaindholdet i et tv-indslag eller i en dokumentar skal organiseres dramatisk, som om det var fiktion.

Last minutes with Oden, et eksempel

Indslag fra Vimeo

Last minutes with Oden er en dramatisk historie om Jason Wood som skal aflive sin hund. Filmen handler om turen hen til dyrlægen med den cancersyge hund, selve aflivningen og Jasons sorg. Filmen er opbygget helt klassisk efter en berettermodel. Vi får præsenteret Jason Wood, vi ser ham på cykel, alene med sine tanker og vi hører om hans liv. Vi ser den syge hund. Han fortæller om sit venskab med hunden og hans sorg over hundens sygdom.

Handlingen udvikler sig hurtigt da Jason og hans veninde, grædende bærer hunden ud til bilen. Hos dyrlægen rammer historien the point of no return og handlingskulminationen er da hunden efter at have fået sprøjten udånder. Udtoningen er den sørgende Jason. Vi ser at noget væsentligt er sket i forhold til begyndelsen. Noget væsentligt er sket for Jason og hans liv.

Tids- og spændingsaksen

Berettermodellen beskriver indholdet i et fremadrettet forløb imellem en tids- og spændingsakse. Journalisten vil normalt bruge berettermodellen til længerevarende journalistiske dokumentarer, features eller temaprogrammer. Men et kort tv-indslag med en væsentlig konflikt og et konkret forløb kan fint organiseres efter berettermodellen.

Berettermodellen-JK-zoomboom.dk

Berettermodellens forskellige temaer (begyndelse, anslag, præsentation, handlingsudvikling, PON, kulmination og udtoning) skal overvejes under preproduktionen. Journalisten skal disponere, organisere og planlægge handling i relation til berettermodellens temaer. Det betyder, at seeren oplever indholdet gradvist forløst med stigende grad af spænding og drama. Det er vigtigt, at handlingen udvikler sig dramatisk over tid. Noget dramatisk afgørende sker undervejs. Personerne (karaktererne) udvikler sig synligt i forhold til dramaet og der er spring i tid og rum. Alt sammen narrative forhold, der skaber fremdrift og spænding.

En flad berettermodel

Det grafiske billede, der er gengivet i modellen med sort beskriver intensiteten af spænding i forhold til tid. Hvis historien ikke har drama nok, eller handlingen bliver disponeret forkert, bliver spændingskurven flad (rød) og ujævn. Derfor er det vigtigt at historien er dramatisk og dramaet er handlingsorienteret. Handlingen skal være objektiv/visuel, ikke inde i de medvirkendes hoveder, men i fortællingens objektive rum, eventuelt iscenesat i en fiktionsramme. Fakta kan suppleres af fiktion i form af iscenesættelser, blot det klart markeres at det viste er iscenesat. Det er vigtigt for at undgå vildledning af seeren. Det vigtigste er selvfølgelig at finde en historie fra virkeligheden, der grundlæggende er dramatisk og som ikke behøver iscenesættelse.

Hovedpersonens udvikling

Den medvirkende castede hovedperson, (subjektet i relation til aktantmodellen), skal udvikle sig fra begyndelse til udtoning. Personen skal gennemleve et forløb, der enten forløser subjektets problem til det bedre eller gør subjektets problem værre. Hvis det handler om Hr. Hansen, som er hjertepatient og venter på operation på en venteliste, skal Hr. Hansen i udtoningen af indslaget have at vide, at han bliver opereret i den efterfølgende uge og alt bliver godt. Eller det modsatte, at han kommer til at vente endnu længere tid, med risiko for pludselig død. Og seeren skal opleve i et dramatisk forløb, hvordan Hr. Hansen reagerer på sin situation.

Begyndelse og præsentation

Når berettermodellen bruges, skal alle modellens faser opfattes meget bogstaveligt. Begyndelsen skal beskrive præmissen. Hvad er det journalisten vil be- eller afkræfte? Herefter udgangspunktet for historien, hvad er sket og hvor er det sket? Der skal være et igangsættende moment. Det kan være en dramatisk hændelse i subjektets liv på en bestemt dag. I præsentationsdelen skal alle de medvirkende personerne introduceres kort. Hvem er de, hvordan er deres indbyrdes relationer, hvem er hjælpere og modstandere i konflikten? De medvirkendes indbyrdes placering i konflikten skal beskrives og konflikten imellem dem skal igangsættes.

Vidensfald

Der kan være tale om vidensfald. (Lennard Højbjerg 1996:33) Vidensfald betyder, at journalisten bevidst holder viden tilbage for seeren, for at skabe spænding eller overraskelse. Journalisten fortæller ikke alt i begyndelsen af indslaget. Det ville journalisten gøre, hvis det var et kort tv-indslag i nyhederne eller i et traditionelt magasinprogram. Journalisten venter med at afsløre vigtig handling til konfliktoptrapningen. Journalisen bruger bestemt indhold som fortællemæssig ammunition.

Optrapning

Handlingen skal udvikle sig under det lange forløb under konfliktoptrapningen. Kurvens markante opadgående vinkel skal opfattes bogstaveligt. Det vil sige, at relationerne mellem hovedpersonerne skal udvikle sig mere og mere dramatisk. Konflikten bliver mere og mere alvorlig for hovedpersonen. Seeren skal opleve handlingsudviklingen progressivt. Det bliver værre og værre eller farligere og farligere eller mere og mere ulideligt for hovedpersonen. Det er under konfliktoptrapningen, at tilbageholdt viden kan forløses.

Point of no return

(PON)The point of no return markerer det tidspunkt (ca. midtvejs) i handlingen, hvor handlingen kun kan udvikle sig i een retning. Efter PON er der ikke tvivl om, i hvilken retning handlingen udvikler sig. Det betyder, at afgørende dramatiske oplevelser for subjektet bliver et resultat af logiske rækkefølger af tidligere handling. Det kan ikke blive anderledes for hovedpersonen (subjektet).

Handlingskulmination og udtoning

Handlingskulminationen skal have karakter af en kulmination. Noget væsentligt dramatisk sker afklarende (gerne larmende) under kulminationen. Ved udtoningen skal de medvirkende have udviklet sig væsentligt fra det oprindelige udgangspunkt i begyndelsen. Seeren skal have en oplevelse af, at de medvirkendes liv er blevet radikalt anderledes. De medvirkendes liv har forandret sig dramatisk.

Læs mere om; Berettermodellen er effektiv journalistisk dramaturgi

Læs denne artikel om bl.a. berettermodellen og tv:

Reality i tv-featuren: Motorens dramaturgi. Om forholdet mellem tv-journalistisk produktion og dramaturgi i aktualitetsfeatures.

Kenneth Reinecke Hansen, www.nordicom.se

Litteraturliste

Litteraturliste: Fortælleteori 1 – Audiovisuel Formidling, Akademisk Forlag 1996, ISBN 87-500-3392-1

 

We will be happy to hear your thoughts

Skriv et svar