Aktantmodellen i fiktion

Aktantmodellen (1) er sammen med berettermodellen et af de vigtigste dramaturgiske værktøjer,  når indhold skal organiseres i en fortælling. Hvis instruktøren ønsker at optimere seerens muligheder for at identificere sig med indholdet, skabe spændende konflikter og samtidigt skabe fortællemæssig logik i relationerne mellem de medvirkende, er det nødvendigt at inddrage aktantmodellen i preproduktionen.

Aktantmodellen beskriver ikke noget om forløb, men derimod om aktanternes (de medvirkendes) indbyrdes relationer og indbyrdes konflikter. I fiktionssammenhæng er aktantmodellen et vigtigt værktøj, fordi modellen, hvis den anvendes rigtigt, organiserer den del af plottet, hvor de medvirkende personers indbyrdes relationer forløses i konflikter, alliancer og konfrontationer. Hovedpersonens (subjektets) stræben efter en bestemt løsning bliver det centrale imellem de stridende indbyrdes relationer, og det er dette forhold som modellen beskriver.

Aktantmodellen

Bruger instruktøren aktantmodellen konsekvent og sørger for, at aktanterne  udfyldes med medvirkende skuespillere, der optræder i fiktionen, er aktantmodellen et rigtigt godt redskab i forening med berettermodellen eller 3-punktsmodellen. Objektet behøver ikke at være en person. Det kan være en bærende værdi som frihed, retfærdighed, sandhed, fred eller noget fjerde. I forskellige  fremstillinger af aktantmodellen, tales der om, at aktanterne kan udfyldes af værdier, følelser, ideologi eller noget fjerde ikke-materialiseret. Det er ikke godt. Det bedste forløb får instruktøren ved at indsætte medvirkende personer/skuespillere i alle aktanterne. Konflikter handler om mennesker og menneskers indbyrdes relationer og i fiktionen skal alt være synligt, forklaret og logisk fremstillet for seeren.

aktantmodellen-zoomboom.dk

Den centrale del af modellen er modstander- og hjælperpositionen. Relationen mellem de to aktanter, beskriver konflikten. Plottets hovedperson er centralt placeret i midten, som subjektet. Konfliktens parter er repræsenteret i modstander- og hjælperpositionen. Hjælperpositionen skaber fremdrift i historien ved at hjælpe subjektet med hans/hendes forehavende, og modstanderen skaber forhindringer for subjektet og repræsenterer ofte værdier, der er i modsætning til subjektets. Modstanderen er ofte  i (voldelig) opposition til hjælperen.

Aktantmodellen og aktanterne

Aktanterne repræsenterer de medvirkende med undtagelse af objektet, der er den genstand, værdi eller tilstand subjektet efterstræber. Men det kan sagtens være en savnet person, en elskede, et kidnappet barn eller et andet menneske, som subjektet efterstræber. Subjektet er historiens protagonist og objektet er protagonistens intention og mål med at et bestemt veldefineret forløb fra A (begyndelsen/berettermodellen) til B (udtoningen/berettermodellen), hvor B repræsenterer modtagerpositionen. Det er vigtigt at pointere, at aktantmodellen ikke beskriver forløb. Aktantmodellen anvendes til at organisere plottet og de centrale medvirkendes indbyrdes relationer.

Levende medvirkende

Alle aktanterne undtagen objektet skal være materialiseret med levende medvirkende personer, som kan interagere/konflikte med subjektet. Pilene viser i hvilken retning de forskellige personer har indflydelse på subjektet og subjektets vej frem mod objektet. Den eneste aktant, der kan undværes er giveren.

Instruktøren får overblik over handlingen

Fordelen ved aktantmodellen er, at instruktøren får overblik over plottets medvirkende og aktanternes indbyrdes relationer og relation til konflikten. Instruktøren vil med aktantmodellen kunne kontrollere, at der er logiske og sandsynlige relationer imellem plottets medvirkende. Aktantmodellen fortæller ikke noget om forløbet eller fremdriften i historien. Husk det!

Modstander og giver

En rigtig god modstanderposition er karakteriseret ved, at modstanderen direkte modarbejder subjektets intention om at nå objektet. Hvis historien handler om en konflikt, er det nemt at finde en effektiv modstander. Giverpositionen giver subjektet det der skal til for at nå objektet og senere blive modtager. Derfor er giverpositionen en vigtig position i en relevant sidehistorie, der kan tilføre hovedhistorien nuancer og spænding på tidspunkter, hvor forløbet i hovedhistorien er ved at gå i stå. I fiktion er giverpositionen ofte en person, som er placeret parallelt udenfor plottet, men som ender med at forsyne situationen eller subjektet med det, som skal til for at subjektet når objektet. – Skal en aktant underværes, er det giveraktanten, der bedst undværes.

Hvis aktanterne udfyldes korrekt sikrer instruktøren en høj grad logik i i fortællingen.

(1) Aktantmodellen: Vladimir Propp, udviklet til analyse af traditionelle eventyr

 

We will be happy to hear your thoughts

Skriv et svar